Nicklas Petterson
Om mig
Mit navn er Nicklas Petterson. Jeg er 23 år gammel og kandidatstuderende i statskundskab ved Københavns Universitet. Derudover er jeg født og opvokset i Valby, hvor jeg stadig bor.
Jeg er netop hjemvendt fra et praktikophold hos en interesseorganisation i Bruxelles, hvor jeg arbejdede med transportsektoren i Norden og EU. Før jeg pakkede kufferten og rykkede et halvt år til Bruxelles, arbejdede jeg i to år for Venstres politiske ordfører, Jan E. Jørgensen, på Christiansborg.
Jeg stiller op til kommunalvalget i København i 2025 for Venstre, som Venstres Ungdom i Københavns kandidat og nummer 3 på Venstres liste.
Min motivation for at stille op
For mange er København et sted man besøger, men for mig er det - og har det altid været - mit hjem. Det er her jeg har taget mine første skridt, lært at læse, spillet timevis af tennis og forstået hvad det har betydet at gå til politik. Jeg føler mig som et barn af byen.
Derfor løb det mig også koldt ned af ryggen, da Borgerrepræsentationen forsøgte at indskrænke udeserveringen. En egentlig afvikling af vores dejlige by. Det er den forkerte vej at gå! Derfor arrangerede mine kammerater og jeg en alternativ demonstration - hverken med store faner eller tændte fakler, men noget så simpelt som en række træbænke og nogle kolde fadøl på Rådhuspladsen. En demonstration der senere forvandlede et flertal for forbud til intet forbud.
Det viste mig, at man kan rykke noget udefra og gav mig lysten til at kæmpe for endnu mere indefra. Som venstremand er ambitioner om lavere skatter, frisættelse, grøn omstilling og sund fornuft selvfølgelig en del af mig. Men mit hjerte banker især for at gøre København til en endnu bedre udgave af sig selv.